Signalgivning
Klar og tydelig signalgivning er nøglen til sikker kørsel
Sikkerheden er altid i fokus når vi cykler i NCK. Vi tænker
SIKKERHED – SIKKERHED – SIKKERHED
ind i alle de træningsture vi gennemfører, og i alle de øvelser vi udfører undervejs.
Derfor er det nødvendigt, at ALLE klubbens medlemmer
- lærer signalerne at kende
- accepterer og respekterer at signalerne SKAL afgives
- afgiver de nødvendige signaler som påkræves i situationen
Alle i NCK skal reagerer ensartet på samtlige signaler.
Der er 2 typer signaler
1. Orientering
Orienteringssignaler fortæller holdet, at der kan være fare på færde, f.eks. ”FORFRA” (der kommer en bil forfra) eller ”HUL” (der er et hul i vejen), og at rytterne skal være meget opmærksomme på en specifik ting eller hændelse. Typisk vil disse orienteringssignaler komme fra de forreste eller bagerste på holdet.
2. Kommandoer
Kommandosignaler fortæller holdet, at nu skal det ændre adfærd, f.eks. ”PÅ EN RÆKKE” (alle trækker ind på én række så hurtigt som muligt), ”HØJRE” (holdet skal dreje til højre ved næste vej). Typisk vil disse kommandosignaler komme fra Kaptajnen/Træneren eller fra de forreste på holdet.
OBS OBS OBS OBS
Alle signaler skal, så vidt det er muligt og relevant, afgives både VERBALT og VISUELT. Det betyder, at der skal RÅBES og MARKERES samtidig, så alle har muligheden for enten at HØRE og/eller SE signalet. Helst begge dele.
Alle signaler skal gentages af rytterne med det samme FREM og TILBAGE på holdet, så alle bliver orienteret rettidigt.
Alle på holdet er ansvarlige for, at afgivne signaler bliver GENTAGET og EFTERLEVET.
De forreste er holdets ØJNE og ØRER fremadrettet, og er ansvarlige for, at afgive de nødvendige og korrekte signaler rettidigt på ting eller hændelser der er foran holdet.
De bagerste er holdets ØJNE og ØRER bagudrettet, og er ansvarlige for, at afgive de nødvendige og korrekte signaler rettidigt på ting eller hændelser der er bagved holdet.
Når Kaptajnen/Turlederen afgiver et signal f.eks. ”VENSTRE - NÆSTE GANG” og vedkommende f.eks. cykler bagerst, kan det være svært for Kaptajnen/Turlederen at vurdere, om alle på holdet har HØRT og FORSTÅET signalet. Derfor skal signalet gentages op igennem holdet med det samme, og de 2 forreste skal straks række venstre hånd i vejret, så de markerer, at de har både HØRT og FORSTÅET signalet. Samtidig skal de gentage signalet mundtligt som kvittering til de nærmeste, at signalet er HØRT og FORSTÅET.
Der skal kun afgives de nødvendige signaler. Hvis holdet cykler på en bred landevej med midterstriber, er det ikke nødvendigt at signalere ”FORFRA”, hvis den bil der kommer forfra ikke vurderes at udgøre en risiko.
Det samme gælder, hvis der ligger lidt grus og småsten på vejen, på et tidspunkt, hvor holdet cykler ligeud. Så er det ikke nødvendigt at signalere ”GRUS” eller ”STEN”.
Signaler skal ikke give unødvendig uro på holdet.
1. Orienteringssignaler
"HUL I MIDTEN"
Det betyder, at hullet er imellem de 2 rækker ved f.eks. paradekørsel. Det vil betyde, at de efterfølgende ryttere kan høre hvor hullet er, samtidig med at der bliver peget på midten. Den inderste række, den længst ind imod midten af vejen, skal hurtigt trække til venstre, og den yderste række, den længst ud mod rabatten, skal hurtigt trække til højre.
"HUL - VENSTRE"
Det betyder, at hullet er til venstre for holdet, d.v.s. på venstre side af den inderste række. Den inderste række skal hurtigt trække til højre samtidig med, at den yderste række gør det samme..
"HUL - HØJRE"
Det betyder, at hullet er til højre for holdet, d.v.s. på højre side af den yderste række. Den yderste række skal hurtigt trække lidt til venstre samtidig med, at den inderste række gør det samme..
”FORFRA”
Det betyder, at holdet skal være opmærksom på et køretøj nærmer sig FORFRA. Holdet skal fortsætte med at køre på samme måde, men skal trække lidt tættere sammen.
”BAGFRA”
Det betyder, at holdet skal være opmærksom på et køretøj nærmer sig BAGFRA. Holdet skal fortsætte med at køre på samme måde, men skal trække lidt tættere sammen.
”FRI”
Hvis holdet skal passere et vejkryds eller i det hele taget krydse en vej, er det vigtigt, at der bliver kigget grundigt efter både forrest og bagerst i gruppen. Når holdet kan passere vejen, råbes der ”FRI”, hvorefter alle krydser vejen. Ved meget trafikkerede veje, kan vi komme ud for, at vi skal krydse vejen i mindre hold.
”SE OP”
Det betyder, at holdet skal være opmærksom på en forhindring forfra, der kan være til fare for holdet. Det kan være en indsnævring af vejen eller en holdende bil. Der råbes f.eks. ”SE OP - TIL HØJRE”. Samtidig kan der markere med et klap på højre balle og derefter vise med højre hånd, at holdet skal trække lidt ud. Signalet skal gentages ned igennem holdet.
”GRUS”
Det betyder, at der ligger grus på vejen. Der råbes ”GRUS”, og samtidig markeres med højre eller venstre hånd til hvilken side der ligger grus. Der foretages en fejende bevægelse med flad hånd.
”STEN”
Det betyder, at der ligger sten på vejen. Der råbes ”STEN”, og samtidig markeres med højre eller venstre hånd, til hvilken side der ligger sten. Pegefingeren peger i den retning stenen er.
"SIDSTE"
I forbindelse med rulleskifte, er det hensigtsmæssigt, at den sidste rytter der trækker ud for at køre fremad i den "hurtigere" række, ved passage af den nye sidste rytter i den "langsomme" række, siger SIDSTE til denne rytter, Det er for at sikre rettidig reaktion i kæden og at der ikke opstår huller i kæden.
"DER ER PLADS"
Ved skift i den forreste del af holdet ved f.eks. paradekørsel, ved rulleskifte eller alle skal ind på én linje, er det hensigtsmæssigt, hvis der bliver sagt "DER ER PLADS", således den rytter der er ved at trække ind foran, får besked om at han/hun er tilstrækkelig foran, og nu uden problemer kan trække helt ind foran.
2. Kommandosignaler
”PARADEKØRSEL”
Det betyder, at holdet skal ændre køreform til PARADEKØRSEL.
”PÅ EN LINJE”
Hvis der kommer et stort køretøj forfra, vejen bliver så smal, at vi er til væentlig gene for andre trafikkanter, eller der evt. bagfra kommer en bil der gerne vil overhale, skal der råbes "PÅ ÈN LINJE". Det betyder, at gruppen skal ind på én lang linje, ved at de 2 rækker flettes sammen som en lynlås.
”RULLESKIFT”
Det betyder, at holdet skal ændre køreform, således der foretages RULLESKIFT.
”MED URET”
Ved rulleskifte og vinden kommer ind fra højre, kan Kaptajnen/træneren kommandere ”MED URET”, således rotationen forgår på den optimale måde i forhold til vinden.
”MOD URET”
Ved rulleskifte og vinden kommer ind fra venstre, kan Kaptajnen/træneren kommandere ”MOD URET”, således rotationen forgår på den optimale måde i forhold til vinden.
”HOLD TIL HØJRE”
I forbindelse med at der f.eks. kommer en bil, enten forfra eller bagfra, kan der kommanderes ”HOLD TIL HØJRE”. Det betyder, at holdet skal trække lidt længere ind til højre på vejen, så vi fylder lidt mindre. Der skiftes IKKE køreform, med mindre Kaptajnen/træneren kommandere det.
”VENSTRE”
Det betyder, at holdet skal dreje til VENSTRE. Signalet kan udbygges med ”VENSTRE – EFTER HUSET”, eller en anden nærmere præcis angivelse af, hvor holdet skal dreje. Som kvittering på at signalet er hørt og forstået, er det obligatorisk for de forreste i gruppen, at række venstre arm ud til venstre.
”HØJRE”
Det betyder, at holdet skal dreje til HØJRE. Signalet kan udbygges med ”HØJRE – EFTER HUSET”, eller en anden nærmere præcis angivelse af, hvor holdet skal dreje. Som kvittering på at signalet er hørt og forstået, er det obligatorisk for de forreste i gruppen, at række højre arm ud til højre.
”LIGE OVER”
Det betyder, at holdet skal fortsætte LIGE OVER, f.eks. i forbindelse med et vejkryds eller i en rundkørsel.
”2 NED”
Hvis farten på holdet er for høj, kan der f.eks. råbes ”2 NED”. Det betyder, at farten på holdet skal sættes ned med ca. 2 km/t, fra f.eks. 30 km/t til 28 km/t. Farten skal sættes ned stille og roligt. De forreste fortsætter med at cykle, med træder lidt langsommere, så farten gradvis sænkes. Ingen pludselige opbremsninger!
”3 OP”
Hvis farten på holdet skal sættes lidt op, kan der f.eks. råbes ”3 OP”. Det betyder, at de forreste på holdet stille og roligt skal sætte farten op fra f.eks. 30 km/t til 33 km/t. Ingen pludselige accelerationer.
”OPSAMLING”
Hvis der er spredning på holdet kan der råbes ”OPSAMLING”. Det betyder umiddelbart, at tempoet skal sættes lidt ned på holdet, således de bagerste kan komme op til holdet. Når tempoet skal sættes ned, skal dette ske gradvist over en lidt længere strækning. Ingen pludselige opbremsninger.
Hvis der f.eks. råbes ”OPSAMLING PÅ TOPPEN”, betyder det, at alle skal standse på toppen af bakken og vente på de sidste. Kaptajnen/træneren siger til, når holdet skal starte igen.
”DEFEKT”
Hvis der sker en punktering eller anden defekt i gruppen, råbes ”DEFEKT”. Det betyder, at alle i gruppen stille og roligt tager farten af cyklerne, stopper og orienterer sig om hvad der er sket. Kaptajnen/turlederen beslutter hvornår og hvordan gruppen fortsætter.
"STOPPER”
Hvis holdet skal stoppe helt op ved et vejkryds eller ved defekt, skal dette signaliseres i god tid. Der råbes ”STOPPER”, og samtidig rækker de 2 forreste den ene hånd i vejret, så alle kan se at der stoppes.
”VI STARTER”
Hvis holdet har været standset, sætter Kaptajnen/turlederen holdet i gang ved at råbe ”VI STARTER”
|