Generel vejledning fra DCU - Cykling.
A. Klubture
Klubture: Kørsel bør foregå i hold, bestående af min. 4 personer. 14-16 pers. anført af en kaptajn, der har tilrettelagt ruten inden start. Den, der er udpeget som kaptajn på turen, har ret og pligt til at organisere turen, samt gøre opmærksom på fejl overfor gruppen og den enkelte, såfremt denne udgør en risiko, eller vedkommendes kørsel medfører gener for gruppen. På turene bør de mere rutinerede vejlede og hjælpe de mindre rutinerede med at lære reglerne for god cykle- og holdkørsel.
B. Køretip
Greb om styret:
Hold med begge hænder på styret, placer hænderne yderst på styret. Holder man midt på styrets overrør, vil et svaj fra sidemanden få katastrofale følger, med styr-fletning og evt. styrt til følge (kunne ske ved brug af TRI-styr/cenellei styr i linieløb).
Nedbremsninger:
Foretages i god tid og med en rolig bevægelse. Når man ligger i feltet, foretages ingen panikopbremsninger. Får man uheld eller skal stoppe: ADVAR – træk langsomt ud af rækken og stop herefter (ræk evt. en arm i vejret). Slår rækken et svaj, så lad bremsen være urørt og svaj stille og roligt med. Møder du et hul i vejen eller en ”død krage”, så kør lige ud, hellere en punktering eller en bukket fælg, end en bunke ryttere på vejen.
Gearskiftet:
Den enkelte vælger i god tid sin gearing, ingen skifter gear midt på en bakke, det vil medføre, at dem bagved må dreje ud eller bremse. Har du valgt et for stort gear til en bakke, så stå op og træd, men husk, at rejse dig op inden du går i stå, i modsat fald generer du dem bagved.
Overhaling:
Hovedreglen er, at man altid overhaler venstre om. Gå aldrig indenom, når der køres på række. Ved en evt. spurt vil der blive overhalet indvendig og udvendig. Men det er ALTID den bagfra kommende, der skal vurdere om manøvren kan foretages uden gene og risiko for de foran kørende. Vil man ligge inderst, skal man altid højt advisere om, at man ”kommer indenom”, eller forsigtigt lægge en hånd på den forankørendes højre side, så han/hun er opmærksom på, at han/hun har en rytter på højre side. Sker et uheld alligevel, er det ALTID den bagfra kommende, der har ansvaret.
Udrustning:
Der køres ALTID med hjelm på klubture. Tag hensyn til dine kammerater, medbring altid ekstra slanger eller lappegrej og pumpe.
C. Færdselsregler Holdkørsel:
Da gruppekørsel de fleste steder foregår på landevejene, må man her tage hensyn til andre trafikanter. Derfor der det mest hensigtsmæssigt at køre to og to, derved kan man også ligge i læ for hinanden. Møder man en forhindring, gør det førende par højlydt opmærksom på dette, og viser det ved specielle tegn, og højt fortæller, hvad det er. Advarslen fortsætter så ned gennem rækkerne. De, der kører bagved, kan ikke se forhindringen, før det er for sent, og det medfører i de fleste tilfælde massestyrt – så advar i god tid.
Rækken brydes kun ved bakke- og eller skiltespurt. Umiddelbart efter en eventuel spurt ”samles op”, og der fortsættes i to rækker.
KUN ved små grupper (4-6 mand) køres der enkeltvis. ALLE holder rækken og rytmen i gruppen, med andre ord: INGEN LØSE FLAGRENDE RYTTERE hængende udenpå rækken, når karavanen ruller.
Viftekørsel:
Kørsel i sidevind foregår to og to i en forskudt række bort fra vinden, og altid i korte vifter. Overskrides vejmidten, eller udgør viften en fare for sig selv eller de øvrige trafikanter, dannes en ny vifte, dvs. opdeling i mindre grupper.
Ved viftekørsel er det vigtigt, at det bagerste par holder øje bagud og højt adviserer f.eks. ”bil bagfra”; hele viften trækker derefter roligt ind til siden, indtil bilen eller bilerne er passeret, hvorefter man danner viften igen. Det er også vigtigt, at det forankørende par højt adviserer om forfra kommende trafik, f.eks. ”bil forfra”.
Føreskift:
Ved føreskift skal man være sikker på, at man kan slå ud uden at være til gene for den øvrige trafik. Det næste par skal holde farten på samme niveau, ellers bliver farten til sidst så høj, at rytmen ødelægges, og mange bliver ”sat af”. Og det var jo ikke meningen.
Agtpågivenhed:
Man bør aldrig vende sig om, for at se bagud, man risikerer at slå et slag ind i sidemanden, med styrt til følge. Skal man vende sig om for at orientere sig bagud, lægger man en hånd på side-mandens skulder, så holder man balancen. I øvrigt er det en selvfølge, at færdselsreglerne altid overholdes.
Klub-omdømme:
En klubs omdømme vil altid være lig med den måde man enkeltvis og i flok opfører sig på, derfor husk altid, når du kører i klubregi at være et godt eksempel for klubben.
|